N\u00e5r jeg spiller mit klaver (kan v\u00e6re i et f\u00e6llesskab, men det g\u00e6lder ogs\u00e5, n\u00e5r jeg er alene) s\u00e5 tager jeg udgangspunkt i det kendte. <\/p>\n\n\n\n
Det er det eneste jeg kan. I det kendte g\u00e5r jeg p\u00e5 opdagelse. Jeg \u00e5bner mine sanser og lader omgivelserne bev\u00e6ge mig. Lyden af klaveret, lyden af rummet, varmen og duften. Hvordan tangenterne trykker p\u00e5 mine fingrene nede fra. Som jeg bliver bev\u00e6get, g\u00e5r jeg i et med mine omgivelser. <\/p>\n\n\n\n
Og i det, opst\u00e5r der bev\u00e6gelser, jeg ikke kender. Pludselig bliver jeg opm\u00e6rksom p\u00e5, at jeg ikke kender nogen bev\u00e6gelser. Musikken og bev\u00e6gelserne er det samme. De er s\u00e5 komplekse, s\u00e5 de er hinsides forst\u00e5else og kan aldrig v\u00e6re kendt. Det er blot en illusion, at jeg tror jeg kender noget.<\/p>\n\n\n\n
Bum. S\u00e5 sker der det, at jeg rammer en tangent, som spiller ufint med musikken. Jeg sanser og opdager, at det er mig (mit ego) som d\u00f8mmer det som ufint. Endnu en illusion. Jeg gentager det \u201cufine\u201d igen og igen. Bevidst og p\u00e5 nye m\u00e5der. Det \u00e6ndrer mig og rummet. Jeg bliver ved, indtil jeg elsker det og bliver opl\u00f8st af det “ufine”. Der er kun k\u00e6rlighed. Der er ingenting. Hele rummet er i en bev\u00e6gelse, musikken opl\u00f8ser os.<\/p>\n\n\n\n
Bum. S\u00e5 sker det igen. P\u00e5 ny. Nye ufine toner at g\u00e5 p\u00e5 opdagelse i og elske.<\/p>\n\n\n\n
Det er nyt land. Det ukendte sanses og kan ikke gemmes “som en oplevelse” til senere.<\/p>\n\n\n\n
<\/p>\n\n\n\n
<\/p>\n\n\n\n