Når jeg spiller mit klaver (kan være i et fællesskab, men det gælder også, når jeg er alene) så tager jeg udgangspunkt i det kendte.
Det er det eneste jeg kan. I det kendte går jeg på opdagelse. Jeg åbner mine sanser og lader omgivelserne bevæge mig. Lyden af klaveret, lyden af rummet, varmen og duften. Hvordan tangenterne trykker på mine fingrene nede fra. Som jeg bliver bevæget, går jeg i et med mine omgivelser.
Og i det, opstår der bevægelser, jeg ikke kender. Pludselig bliver jeg opmærksom på, at jeg ikke kender nogen bevægelser. Musikken og bevægelserne er det samme. De er så komplekse, så de er hinsides forståelse og kan aldrig være kendt. Det er blot en illusion, at jeg tror jeg kender noget.
Bum. Så sker der det, at jeg rammer en tangent, som spiller ufint med musikken. Jeg sanser og opdager, at det er mig (mit ego) som dømmer det som ufint. Endnu en illusion. Jeg gentager det “ufine” igen og igen. Bevidst og på nye måder. Det ændrer mig og rummet. Jeg bliver ved, indtil jeg elsker det og bliver opløst af det “ufine”. Der er kun kærlighed. Der er ingenting. Hele rummet er i en bevægelse, musikken opløser os.
Bum. Så sker det igen. På ny. Nye ufine toner at gå på opdagelse i og elske.
Det er nyt land. Det ukendte sanses og kan ikke gemmes “som en oplevelse” til senere.