Hvordan gør jeg noget andet end det jeg kender?

Kan vi overhovedet gøre noget andet end det vi kender? Er det muligt? og hvis ja, hvornår bliver det muligt?

Først må vi se på ønsket “at gøre noget andet”. Ønsket handler om noget, som vi vil væk fra eller ønsker at ændre.

At ville væk fra “noget”, giver en enorm opmærksomhed og fokus på det “noget”. Og hvis vi er optaget af at gøre noget andet, så bliver det “noget andet” betinget af, at det er forskelligt fra “noget”.

F.eks. “Jeg vil ikke give mine forældre magt over mig længere”. Puha, den er svær. Kan du mærke hvor meget dine forældre fylder, når de ikke må have magt over dig?

Første skridt, for at kunne gøre noget andet, må være at undersøge, om det er muligt at bevæge sig uden at vurdere hvorvidt bevægelsen er ny eller gammel.

Men, hvordan ved jeg så, om jeg gør noget andet? Det ved du ikke!

Hvorfor skal jeg så gøre noget andet? Det skal du heller ikke!

Hvad får jeg ud af det? Ingenting!

Så gider jeg ikke! Ok. Så skal vi ikke mødes.

Men, hvis nu du alligevel får lyst til at undersøge bevægelse hinsides dom. Så kan vi mødes.

I en tantramassage, så mødes vi først i en samtale, hvor jeg inviterer dig til at sanse dig selv i mødet med det omkring dig. Jeg vil spørge dig om du kan fortælle mig hvor du stopper og jeg begynder, i to hænder som mødes. Svaret er måske ligetil. Måske svarer du, “det er din hud og det er min hud” og der hvor vores hud berører hinanden, der stopper du og jeg begynder. Det er et godt svar, men jo også et svar som opstår ud af det vi kender. Det opstår ud af alt det vi har lært om hvordan ting er adskilt af grænser og hvordan noget ophører, og noget andet begynder.

Hvad nu, hvis verden kun består af grænser, så længe vi møder den med en viden om grænser.

Det kan vi undersøge. Vi kan undersøge at mødes, uden at skulle basere svar i vores viden, uden at give absolutte svar, men undersøge, kontinuerligt.. er det mon sådan, eller er det mon sådan..

Nu tænker du måske, det lyder meget vanskeligt at leve op til.. Og ja, det kan godt være svært. Lige som det kan være svært at danse salsa, hvis ikke jeg kan danse salsa.

Men, hvis nu vi mødes i en dans, som vi ikke giver en form. Det er hverken tango, salsa eller cha cha cha. Det er i stedet noget helt nyt, som skabes i hvert eneste øjeblik, så er det pludselig let at bevæge sig. Og særligt, hvis den jeg danser med har øvet sig i at bevæge sig hinsides en bestemt dans.

Vil du danse med mig?