At udforske rummet i langsom berøring
Nogen vil måske tænke at det er kedeligt. Det kan skam også gøres kedeligt. Blot, ved at lave en fortælling om, at “det kender jeg godt”. “Det keder mig og jeg bliver ikke underholdt”.
Rummet for bevægelse og berøring er stort.
Det er uendeligt. Men, hvad der måske ikke lige er så let at forstå er, at rummet faktisk er uendeligt i alle retninger og indenfor alle distancer. F.eks. er rummet for berøring af et lår uendeligt. Det øjeblik, det ikke handler om at komme fra A til B, men låret og dermed kroppen mødes i fuld opmærksomhed. I det møde, er rummet uendeligt og en langsom berøring vil her kunne åbne en dør ind til en anden sanselighed og opmærksomhed.
Når jeg i et møde, bevæger mig langsomt, så øges sanseligheden i mig og der sker en invitation til at åbne sig mod den sanselighed. Der lyttes med hele kroppen og på et tidspunkt bliver det måske så intenst, at bevægelsens takt ændres og der lukkes. Der åbnes og der lukkes, en dans i takt og temposkifte.