En gang for ca. 10 år siden tog jeg til et aften-arrangement organiseret af en ven.
Han havde gennem noget tid anbefalet mig at tage til det. Muligheden bød sig ofte, da han jævnligt afholdte aftener, som denne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente. Hans beskrivelser af hvad der foregik, passede ikke ind i den verden jeg kendte, jeg forstod det ikke.
Men, nu skulle det være. Jeg måtte se hvad det var for noget. Det foregik i et lokale oven på Café Gaia i indre Aarhus by. Jeg stod og ventede i gården på at klokken blev 19. og døren blev åbnet. Vi var flere der ventede. Jeg kendte ikke nogen, men de var alle venlige. Nogen tog kontakt og bød mig velkommen med et kram. Det var midt i vinteren, det var mørkt, men det føltes varmt og lyst i mig.
Det var en aften i dans, sammen og hver for sig. Der var guidede øvelser i kontakt. Med lukkede og åbne øjne. Det blev for mig en undersøgelse i at bevæge mig på en ny måde. At møde nogen i et kærligt blik og undersøge at mødes i dette blik, uden behovet for at kigge væk.
Da jeg gik derfra, var jeg forandret. De andre deltagere havde været mænd og kvinder i alle aldre måske fra 25 og til de 70. Jeg havde mødt dem alle i kærlighed og danset med dem i sårbarhed.
Livet fik en ny erkendelse, tænk sig at alder og udseende er så ligegyldig, når blot vi lader os se af hinanden.