Det kreative opstår…
i det øjeblik, jeg undlader at stoppe mig selv, at styre mig selv, at vurdere mig selv. Når jeg tør give slip og lade ske, det der sker.
Det er ustyrligt og kan føles farligt. Hvordan kan det være?
Når frygten kommer.. vurderer jeg, hvad det dog er, jeg laver og hvad andre mon vil syntes om det. Er det godt nok? Bliver jeg nu udstødt? Og vupti er al kontakt til det kreative forsvundet og jeg er tilbage i de kendte bevægelser. De bevægelser, som jeg vurderer er godkendte og gode nok.
Kan jeg bevæge mig kreativt, eller er det et paradoks? Et paradoks på den måde, at der kan opstå kreativitet, men når kreativitet forbindes til mig, så bindes den og kreativiteten ophører. Når jeg siger “Det er mig, der får klaveret til at lyde godt”, mens jeg spiller klaver, så forsvinder det kreative.. legen er væk.
Der må være en konflikt mellem det at bevæge sig kreativt og mit jeg, mit ego.
Kan man overhovedet være kreativ, hvis man ser selvet som kilden til kreativitet?
Det er alment kendt igennem tusinder af år, at placere kilden til det kreative uden for os selv. F.eks. , de 9 muser (grækerne), en universel kraft (Taoism), eller gud (Hinduismen).
At invitere det kreative
Måske opstår det kreative i bevægelsen med os alle. Men, uanset hvor og hvordan det kreative opstår, så kan det inviteres.
Jeg har erfaret at det ikke kan villes, men kun inviteres.
Jeg har spillet klaver en del år, og der igennem opbygget en kompetence. En kompetence, som gør mig i stand til at spille diverse klaver stykker. Men, at være kreativ stiller ingen krav til kompetence. Det er samfundet (og mig selv), som stiller kravet til kompetence. Det skal lyde godt. Jeg har f.eks. aldrig haft en trumpet for læberne og har hørt at det er svært blot at få en lyd ud af instrumentet. Men, hvis lyden ikke er vigtig.. så kan jeg også være kreativ der.
Måske er det kærligt at være kreativ? Det føles kærligt, for i det kreative er der ingen dom. Jeg står frem, som jeg er.
Jeg starter en bevægelse, en bevægelse med en bestemt form. En bevægelse med en retning. Det kan være en dyb tone på klaveret, eller et møde med en hånd. Der sanses og åbnes og i sansningen opstår nye veje, nye toner, toner som møder tidligere toner, som stadig svinger i universet.